SLAGREGN, FACADER – DET ER STADIG AT FØLGE VANDET

Jeg har læst en ny spændende ph.d.-afhandling, og den er jeg nødt til at dele, fordi den har en ret praksisnær tilgang. For dem, der ikke ønsker en gennemtygget version gennem min fortolkning, kan man læse den via linket nederst.

Vi omtaler ofte facader som “komplekse bygningsfysiske systemer”. Det er de også.

Men hvis man – som vi gør i Instituttet – vælger en stringent vinkel og spørger: Hvad gør vandet egentlig? Hvor trænger det ind, hvor bliver det, og hvornår forsvinder det igen? Så bliver en nyere ph.d.-afhandling om vandafvisende overfladebehandlinger på teglfacader særlig relevant.

Afhandlingen kombinerer bench-tests (materialeprøver) med fuldskala vægtests i klimakammer under kontrolleret slagregn (wind-driven rain). Det er væsentligt, fordi forskellen mellem “en mursten i laboratoriet” og “en væg i virkeligheden” ofte er netop dér, hvor fejlbeslutninger opstår.

Hydrofoberingsprodukter opfører sig ikke ens – og forskellene vokser ved hård regn

Studiet afprøver flere produktfamilier (bl.a. akryl og silane/siloxane i væske- og cremeform). Set med MoistLab-briller drejer det sig om én ting: hvor meget vand kommer ind under en realistisk regnlast?

1. Hovedbilledet

• Silane/siloxane (især creme-typen) reducerer vandoptag meget markant og stabilt – også under mere ekstrem slagregn.
• Akryl kan ligeledes give tydelig vandafvisning og god damptransport, men har typisk større varians og svagere performance på vandabsorption end silane/siloxane.

Min pointe: Hvis du arbejder med høj slagregnseksponering, bør produktvalg behandles som en primær risikoparameter – ikke en “overfladedetalje”.

2. Murværk er ikke bare mursten: Vandet finder sine egne veje

Afhandlingen påviser et fund, som praktisk erfaring ofte bekræfter: Masonry som komposit (mursten + mørtel + fuger + grænseflader) kan reagere anderledes end de enkelte materialer.

Min pointe: Når vi kun følger vandet, ser vi typisk, at fuger, overgangszoner og lokale heterogeniteter er de mest afgørende “motorveje”. Det er også her, ensartethed i udførelsen bliver kritisk. Det dokumenterer en anden afhandling af PostDoc M. Kahangi ved Lunds Universitet med stor tydelighed.

3. Tid og modning er central: Performance ændrer sig over 12–24 måneder

Studiet gentager absorptionstests efter 12 og 24 måneder. Flere behandlinger ændrer performance over tid (ofte i retning af lavere absorption).

Min pointe: Når vi bedømmer effekten af en intervention, bør vi tænke i tidsprofiler, ikke snapshots:

• Hvad er effekten efter 1 måned?
• Efter 1 vinter?
• Efter 2 år?

Det har betydning for såvel garanti som drift og dokumentation.

4. Kombi med hulmursisolering: Potentiale – men pas på udtørringsbalancen

Afhandlingen peger på, at hulmursisoleringens rolle ikke er entydig, men at der er tegn på hæmmet udtørring i visse scenarier (en slags “fugt-trap”-mekanik).

Min pointe: Hvis du kun følger vandet, er spørgsmålet enkelt: Bliver vandet hurtigere ude – uden at det, der allerede er inde, bliver fanget? Det kræver en konkret vurdering af facade, hulrum, eksponering og udførelseskvalitet.

Før du vælger vandafvisende behandling

Hvis du står med en facade og overvejer hydrofobering (eventuelt sammen med isolering), så er her fem “vandede” spørgsmål, der i praksis afgør risikobilledet:

1. Hvor kommer vandet fra? Slagregn, opfugtning fra detaljer (sålbænke, gesimser), revner, utætheder ved åbninger.
2. Hvor trænger det ind? Kortlægning af hot spots: fuger, overgangszoner, revner, reparationsmørtler, pudsrester, kuldebro-detaljer.
3. Hvor meget trænger ind – og hvor hurtigt? Se på eksponering + materialets sugeevne (gerne dokumenteret med målinger, ikke formodninger).
4. Hvor bliver vandet “hæftet”? Saltbelastede zoner, porøse fuger, skader, tidligere overfladebehandlinger, uens sugeevne.
5. Hvordan kommer det ud igen? Udtørringsvej(e) og tid: udvendig/indvendig, diffusionsmodstand, ventilation i hulrum, og hvad der ændres, hvis hulmuren isoleres.