
FUGT ER IKKE BARE FUGT! NY ANALYSEMETODE HJÆLPER KLOAKMESTRE MED AT LØSE FUGTPROBLEMER
Kloakmestrenes foretrukne løsning på fugt i kælderen er omfangsdræn. Men det er dyrt og ikke altid effektivt. Kloakmester Tom Ewers fortæller, hvordan Institut for Fugttekniks triangulerede analysemetode finder fugttypen og kilden, før der graves.
SCIENTIA PRIMA – VIDEN FØRST
Mellem 300.000 og 500.000 bygninger i Danmark har fugtproblemer. Ser man på hele EU, er det tilsvarende tal omkring 15 mio. ejendomme. Kommer fugten fra kælderen, så er kloakmestrenes mest brugte løsning omfangsdræn. Men det er dyrt for kunden og ikke nødvendigvis effektivt. Derfor har Institut for Fugtteknik udviklet en ny analysemetode, der nemt og sikkert identificerer en eller flere af de fire fugttyper, der kan ødelægge ejendomme og skabe et sundhedsskadeligt indeklima.
TEKST: Anna Klitgaard / FOTO: Institut for Fugtteknik
Tom Ewers har arbejdet som kloakmester i mange år. Han har virksomheden Sydkystens Brolægning & Kloak A/S og bliver ind imellem kaldt ud af bekymrede borgere, der har et udefineret fugtproblem i deres hus. Det kan komme fra kælderen, murværket eller et helt tredje sted, men uanset hvor vandet kommer fra, kan det ødelægge ejendomme, øge CO₂-forbruget og skabe et sundhedsskadeligt indeklima.
Omfangsdræn er ikke (altid) løsningen
Løsningen, som Tom Ewers tidligere kunne tilbyde de bekymrede borgere, var omfangsdræn. Her graver man ud langs og under soklen på et hus, lægger filt, nøddesten og drænrør ned, og kobler rørene til kloakken. Det er omstændigt arbejde og dyrt for husejeren, men ved vand i en kælder var det den eneste løsning for Tom Ewers. Indtil nu. For i forbindelse med et IDA-arrangement mødte han Søren Als, der er medindehaver af virksomheden Institut for Fugtteknik. For fem år siden stiftede han og samarbejdspartneren Claus Holm virksomheden, og sammen har de siden udviklet en banebrydende analysemetode. De er i øjeblikket i gang med at søge patent på metoden og har netop fået den forskningsfagligt valideret af den uvildige institution FORCE Technology, forklarer Søren Als.
– Der findes fire fugttyper. Det kommer helt an på fugttypen, hvilke løsninger man kan bruge til at fjerne grunden til fugten. Man kan ikke bare nedlægge omfangsdræn og så antage, at det hjælper på alle fire fugttyper.
Hvem står bag Institut for Fugtteknik?
Søren Als og samarbejdspartneren Claus Holm kommer begge fra uddannelsesverdenen og deres forskningsmæssige baggrunde er indenfor økonomi og IT. Claus Holm kommer tilmed med viden om videnskabelig metode og modellering af data. Institut for Fugtteknik har som mission at bevare den danske bygningsarv, og virksomhedens motto er Scientia Prima – viden først.
De fire fugttyper er grundfugt, infiltration, kondens og hygroskopisk fugt (se boks om fugttyper), og de har været kendt længe. Dog har det været udfordrende at definere, hvilken eller hvilke fugttyper der var på spil i en given ejendom, fordi der ikke har været sikre fugtmålingsmetoder. Man anvender i dag en enkel kapacitiv måler til at måle sig frem til, om en given overflade er lidt eller meget våd. Derudover har man brugt erfaringen og sit fag til at bestemme, hvordan fugten bedst blev bekæmpet, forklarer Søren Als.
– Er man murer, kloakmester eller en helt 3. faglighed, så er det medbestemmende til, hvordan man arbejder med fugtramte mure og kældre. Men vi har brug for mere viden og bedre løsninger, for det er noget, der rammer mellem 300.000 og 500.000 bygninger alene i Danmark – og 15 millioner i hele Europa. Det er et enormt problem, der kun bliver værre med heftigere og mere regn som følge af klimaforandringerne.
Ny analyse giver sikkerhed
For at diagnosticere fugttypen har Institut for Fugtteknik udviklet en analysemetode, der anvender tre traditionelle måleinstrumenter. Første trin ser på, hvor opfugtet bygningen er, forklarer Søren Als.
– Er opfugtningen lav, medium eller høj? Er murstenene mættet af vand? Hvis der er meget vand, kan det tyde på infiltration.
Det næste trin for Søren Als og Claus Holm er at bruge et termisk kamera. Vand leder nemlig kulde og udvikler kulde ved fordampning, så ved at følge temperaturudsving, kan man lokalisere, hvor vandet er koncentreret henne.
– Hvis vi med det termiske kamera kan se, at koncentrationen af vand er stor på et bestemt sted, så giver det os et fingerpeg, forklarer Søren Als.
Det sidste trin består i, at Institut for Fugtteknik analyserer saltene i vandet for at teste, om det er spildevand, køkkenvand eller andet vand, der danner fugten.
– Det, vi gør anderledes, er den måde, vi indhenter og fortolker data på. Vi fik idéen fra kræftforskningen. Her triangulerer man også forskellige markører for at sikre sig resultatets validitet. Vi gør det samme her ved at bruge tre metoder og så krydstjekke, hvad de peger på. Ved at triangulere kan vi udregne med en sikkerhed på op til 90 %. Hvis vi fra vores saltanalyser kan se, at vi har med spildevand at gøre, så er det højst sandsynligt kloakvand, der er skyld i fugten. Så kan Tom tjekke for revner og forskudte samlinger i kloakrørene. Vi laver testene for Tom, definerer fugttypen, og hvor fugten stammer fra, og så går han ind og validerer konklusionerne fx via tv-inspektion. Løsningen kan så være at strømpefore kloakken. Det er meget billigere end at anlægge omfangsdræn, og det løser problemet for ejendommens ejere på en billig og bæredygtig måde, siger Søren Als.
Analysens tre dele er alle allerede kendte. Institut for Fugtteknik bruger en HF-sensor fra Tyskland til at måle fugtindholdet, et termisk kamera til at måle temperaturforskelle og derved lokalisere området, der er mest mættet af vand. Endelig bruger de saltreagenser til at måle saltindholdet for at definere, hvilken type vand der er årsag til fugten. Det er kombinationen af metoder, der ligger til grund for patentansøgningen.
– Vi har sammen med en række samarbejdspartnere udviklet en reproducerbar og praksisnær metode til fugtmåling. Vi har taget tre helt almindeligt anvendte måleinstrumenter, testet dem empirisk, og udvalgt dem, der tilsammen giver den højeste præcision og nøjagtighed. Vi kan teste og certificere andre fugtspecialister, og de kan så uploade deres resultater til en AI-platform, som vi har skabt.
På grund af problemets omfang i forbindelse med øgede klimaudfordringer har mange været interesseret i at være med i udviklingen af analysemetoden. Institut for Fugtteknik har modtaget støtte fra Innovationsfonden, Boligfonden Kuben, AI Boost fra Erhvervsfremmestyrelsen samt Miljø- og Fødevareministeriets MUDP-pulje. Desuden har de samarbejdet intensivt med FORCE Technology omkring optimering af metoden samt med Alexandra Instituttet om, hvilke matematiske og statistiske algoritmer de skal anvende for at opnå den højeste præcision i analysemetoden, forklarer Søren Als.
– Vi ville væk fra erfaringsbaserede løsninger og over på data og vidensbaserede løsninger. Vi har ikke fået patenteret vores løsning endnu, men vi underviser i den, certificerer fugtteknikere og formidler viden til ejendomsejere, kloakmestre og murere, så de ved, at der er hjælp at hente, hvis de står med fugtige ejendomme.
Omfangsdræn giver ofte tvister
Tom Ewers har samarbejdet med Søren Als og Claus Holm en del gange, for det er en stor hjælp for ham at vide, hvilken fugttype han har med at gøre, inden han går i gang med en opgave.
– Jeg har altid haft en fugtmåler med ud, men jeg skal vide mere om fugten for at kunne tilbyde andet end omfangsdræn. Jeg er som kloakmester ikke uddannet til at lave fugtanalyser, så derfor har det været en stor hjælp at lære Søren og Claus at kende. Det giver kunden en sikkerhed og mig ro i maven, når jeg skal i gang med en opgave, der handler om fugt.
Tom Ewers ved, hvor mange tvister, der opstår på grund af installation af omfangsdræn på forkert grundlag. Han er nemlig syn- og skønsmand for betonfundamenter og kloak under jord. Når han møder borgere, der har fået lavet omfangsdræn, men stadig har fugt i kælderen eller huset, så lyder det altid, at det er kloakmesteren, der har foreslået det, siger han. Men uden data, så ved kloakmesteren ikke, hvilken løsning der virker imod fugten.
– 20-50 % af fugtmålinger er fejlbehæftede, viser forskning fra byggeriet. Fugt i huse er mere komplekst end tidligere antaget, og langt over halvdelen af de omfangsdræn, der etableres i dag, de skulle faktisk slet ikke laves. Det har Søren og jeg bevist igen og igen. Selvfølgelig virker omfangsdræn nogle gange, men vi skal være sikre, før vi installerer det. Det er vi med den triangulerede målemetode, siger Tom Ewers.
I sidste ende er grundige forundersøgelser og valg af den rigtige løsning billigere for kunden. Det er også bedre for kloakmestre som Tom Ewers, for det giver et godt omdømme og fremstiller kloakmesteren i et mere professionelt lys. Som følge af samarbejdet med Institut for Fugtteknik har Sydkystens Brolægning & Kloak A/S fået større kunder, og derfor opfordrer han også andre kloakmestre til at tage certificeringen, så de kan udføre fugtanalyser.
– Det har gjort mit arbejde mere interessant og tilfredsstillende, at jeg har fået ekstra værktøjer til at identificere fugttyper og -løsninger. Det er et område, vi kloakmestre i stigende grad kommer til at arbejde med på grund af klimaforandringerne.
For en privat husstand koster en fugtanalyse, foretaget af Institut for Fugtteknik, ca. 12.500 kr. ekskl. moms.
De fire fugttyper
Grundfugt: Mursten er porøse og kan optage frit vand fra omgivelserne og trække vandet op over terræn i både ydermure og bærende skillevægge.
Infiltration: Infiltration stammer fra frit vand, der er under tryk. Det kan f.eks. være forhøjet grundvandsspejl, brud på dræn eller vand bag facadepuds.
Kondens: Dannes på kolde overflader i rum med høj luftfugtighed. Luftfugtigheden kommer fra afgasning fra fugtig mur, fra menneskelig adfærd eller forkert udluftning.
Hygroskopisk fugt: Hygroskopisk fugt er baseret på tilstedeværelsen af salte i murværket. Saltene kan optage fugten direkte fra luften.
